Susanne Schustin

Da jeg startede min karriere, arbejdede jeg i et globalt managementkonsulentfirma. Ingen fortalte dig direkte, hvad du skulle have på, og hvordan du skulle opføre dig, men vi var alle ens i udseende og adfærd. Vi var skudsikre i vores professionalisme; slanke, uden kanter, kontrollerede og knivskarpe. Mine ledere var næsten alle mænd. Partnerne: mænd. Præstationskulturer med 1:1, midtvejsevalueringer, årlige evalueringer. Masser af systematiske muligheder for at fortælle os, hvordan vi kunne forbedre os. Det var først mange år senere, at jeg så mønsteret – i øjeblikket var det bare den ene feedback-session efter den anden, hvor min leder eller partneren fortalte mig, hvad der egentlig var galt med mig. At jeg var for meget. Skræmte folk. Hvordan jeg, med Taylor Swifts meget senere ord, havde brug for at falde til ro. Jeg forsøgte så på alle mulige måder at dæmpe mig. Indtil jeg var så kedelig, at jeg virkelig ikke kunne lide mig selv længere. Så da det endelig gik op for mig, at de primært talte om sig selv, og at al deres feedback i bund og grund bare var meninger om, hvordan jeg som kvinde skulle opføre mig, for at de kunne føle sig bedre og trygge og i kontrol, holdt jeg bare op med at prøve og begyndte at være mit autentiske jeg. Og for at være ærlig, så var det der, alle de gode ting begyndte at ske. Det viser sig, at kunder, medarbejdere, kolleger og chefer med færre usikkerheder er meget mere trygge ved mennesker, der er deres autentiske jeg. Ærlige. Åbne. Det, du ser, er det, du får, får faktisk folk til at føle sig trygge og få lyst til at følge dig. Nu er jeg over 50 og har tre årtiers erfaring bag mig, men alligevel bliver jeg stadig svinet til eller tilbudt uopfordrede råd om karriere eller adfærd. Mønsteret er så tydeligt og genkendeligt, at jeg synes, det er morsomt. Heldigvis tilhører denne ret næsten altid mænd i min generation og ældre og i mindre grad de mænd, der følger i deres fodspor.