Sophie Hytteballe

Jeg har aldrig været god til at lave om på mig selv for at passe ind. Det er ikke et aktivt valg eller for at være på tværs eller provokerende, men selv når jeg prøver at tilpasse mig kan jeg ikke skjule mine kanter. Jeg tror det skyldes at jeg har et højt selvværd, en tro på at jeg har ret til at være her som jeg er. Det betyder ikke at jeg altid har haft særlig meget selvtillid, det er mere svingende, og det tror jeg det er for mange mennesker. Selvværdet kan jeg takke mine forældre, men især min mor for. Hun formåede at give mig et selvværd, selv om hun ikke havde det selv. Og det er egentlig ret flot. At give noget man ikke selv har, hvor mange kan gøre det? Af alle de ting, min mor har opnået, synes jeg det var det største og vigtigste. Det har betydet at jeg overlevede de år, hvor jeg blev mobbet i skolen og var meget alene. Der lærte jeg at jeg sagtens kunne klare mig selv. Heldigvis har jeg senere opdaget styrken i at danne relationer, så jeg ikke behøver at kæmpe alene. Så selv om jeg godt kan stå alene, behøver jeg ikke at gøre det. Styrken ligger i at kunne give lidt af sig selv, også de dele, der ikke er så pæne. Vi har dem jo alle sammen, de grimme, kedelige sider og hvis man accepterer det, bliver det nemmere at holde af sig selv, men også af andre. Vi kæmper jo alle sammen med noget, om man kan se det eller ej, og nogle gange kan et uventet smil eller venlige ord, rede hele ens dag.